Børsen i Blixens fodspor
Boyie er helten i et nationalt multimedie- projekt, Shujaaz FM, der skal inspirere unge kenyanere til aktivt at forbedre deres liv og skabe deres egen fremtid. Illustrationen er et svar på spørgsmålet: Hvad betyder Karen Blixen for nutidens unge kenyanere
Rejser Af
Da Karen Blixen forlod Kenya i 1931, var det for aldrig at vende tilbage. Den berømte forfatterinde efterlod en stor del af sig selv i landet. Men Karen Blixens Kenya findes stort set ikke længere. Børsen Weekend besøger dagens Nairobi for at søge efter hendes spor.

I 1914 tog Karen Dinesen til Kenya. Hun var 29. 17 år senere rejste hun tilbage til Danmark. Hun skrev siden en bog om sin farm i Afrika ved foden af Ngong Hills. Med bogen skabte hun en myte – en myte om kærlighed. Kærligheden til et land og dets folk – og kærligheden til en mand. Karen er et kvarter for den hvide overklasse Karen Dinesen tog til Kenya på vegne af en række investorer, der havde sat penge i en farm udenfor Nairobi. Hun giftede sig dér med til halvfætter, Bror Blixen. De to havde til opgave at skabe overskud til investorerne i Danmark.


Karen Blixens farm ved foden af Ngong Hills. I dag et museum over filmen »Out of Africa.«

Det mislykkedes. De to blev skilt, Karen Blixen forsøgte forgæves gennem en årrække at føre farmen til overskud. Hun vendte tilbage til Danmark, farmen blev solgt, udstykket.

Læs også:
Flybilletten er billigst tirsdag kl. 15
Østrigsk offpiste i særklasse
Fra bloddiamanter til bountystrande

Nærliggende Nairobi havde vokseværk, farmens land blev til byggegrunde, og forstaden Karen voksede op som et velhaverkvarter for den hvide overklasse. Selve huset blev senere købt af den danske regering, givet som gave til Kenya efter selvstændigheden – og derefter indrettet til Karen Blixen-museum. Karen Blixen tog sine minder med tilbage til Rungstedlund. Men hvad efterlod hun?

Hovedgaden i Karen hedder Karen Road. Tæt ved farmen ligger Ndege Road.

Ndege er swahili for fugl eller flyvemaskine. Gaden er navngivet efter den fantastiske og frygtelige flyvemaskine, som Karen Blixens elsker, Denys Finch-Hatton, landede i lige her uden for hendes hus.


Nairobi-forstaden Karen, med hovedgaden Karen Road, er opkaldt efter Karen Blixen.


Vores guide på museet, Anthony, fremviser den kinesiske oversættelse af »Mit Afrika« og en 50-kroneseddel med Blixens portræt. Han påstår at have læst bogen flere gange, men fortæller anekdoter i modstrid med Karen Blixens egne ord. I dagligstuen står en lille Corona-skrivemaskine som den Karen Blixen brugte. Han peger stolt på reolen i opholdsstuen, fyldt med gamle, læderindbundne bøger:

»Det er bøgerne fra filmen Out of Africa.«

I Karen Blixens soveværelse: Sengen fra filmen, Maryl Streeps tøj og ridestøvler. I gæsteværelset hænger Robert Redfords tropehjelm og jakke, Klaus Maria Brandauers bukser. På spørgsmålet om fotografering ryster Anthony smilende på hovedet. Filmselskabet har copyright på effekterne i huset og har forbudt fotografering. Men jeg er meget velkommen til at fotografere huset udefra.

For den hvide overklasse

Karen er et kvarter for den hvide overklasse. Der er hegn med pigtråd om husene, i udkanten af Karen er hegnene elektriske. De sorte kommer her som tjenestefolk, gartnere, chauffører. Karen Blixen fortæller i sin bog med stor indlevelse og interesse om de forskellige stammer, kikuyuer, somalier, masaier, om deres kendetegn, særegenheder. Nattevagterne i Karen er oftest masaier.

»Hvorfor det?,« spørger jeg Ole Kaunga.

Ole Kaunga er masai. Han er bred, selvsikker, ser mig lige i øjnene når han taler. Han bor i en landsby uden for Nairobi, han har nogle køer, et lille safariselskab – og en grad i statskundskab. Han har gæsteforelæst om menneskerettigheder og oprindelige folks rettigheder på universiteterne i Lund og Malmø. Karen Blixen efterlod sin respekt og sin dybe, dybe passion for landet. Den er her stadig »Masaierne er et krigerfolk,« svarer han.

»Vi bliver opfattet som primitive, tættere på naturen. Vi siger, hvad vi mener, er svære at bestikke og dermed til at stole på.«

Det er en lettelse at snakke med ham. De sorte, man møder som hvid turist i Nairobi, er tjenestefolk, sælgere eller tyve: På vej tilbage fra safari, fanget i Nairobis trafikkaos, to sorte mænd, den ene hamrede på siden af bilen med et vanvittigt udtryk i øjnene, mens den anden fik en siderude åbnet og forsøgte at få en taske med ud. De har alle en økonomisk interesse i dig, og det gør et ligeværdigt møde svært. Ole Kaunga smiler sjældent – og kun hvis han mener det.


Her ligger Denys Finch-Hatton og en del af Karen Blixen begravet. De fire sten afmærket graven og er sat af Karen Blixen, obelisken er sat af Finch-Hattons bror. Kvinden Domaris passer graven og hunden Pappi finder læ og varme ved obelisken.

Jeg spørger, om han har læst Karen Blixens bog eller set filmen. Han ryster foragteligt på hovedet. Bogen er fra en kolonialismens tid, fortæller han. I bøger som Blixens, skrevet af hvide, spiller stammetilhørsforhold en stor rolle. Det store fokus på stammer og dermed på stereotyper var del af en del og hersk-politik fra datidens, hvide magthavere. Det er fortid. Ikke noget Ole Kaunga har lyst til at dvæle ved.

Men er det rigtigt? Er masaierne sådan – stolte, ærlige, ubestikkelige?

Ole Kaunga ser mig igen lige i øjnene:

»Sådan er vi opdraget, og sådan opdrager vi vores børn.«

Fejlede Karen Blixen?

Jacquelene, kaldet Jacqui, amerikaner, 64. Som ung så hun en film med John Wayne, filmen foregik i Afrika, Jacqui købte en enkeltbillet til Europa, blaffede ned gennem Afrika, kom til Nairobi i 1971.

Der fik hun kontakt til en indendørsarkitekt – som i øvrigt skaffede den Corona-skrivemaskine, som står på Karen Blixen-museet. Han hjalp hende i gang, og Jacqui har i dag et væveværksted, et pottemageri og en butik, hvor hun producerer og sælger sine egne meget eksklusive designs. Hun beskæftiger 35 mennesker. Karen Blixens bog er gennemlyst af respekt og nysgerrighed overfor afrikanerne omkring hende. Jacquis tilgang er anderledes. Fra det øjeblik hun kommer ind i fabriksområdet, skælder hun ud på sine ansatte. En sending keramik er pakket forkert, det får de ansvarlige at vide, vredt og højlydt, mens de ser ned i gulvet:

»Who is fucking God here? I'm God here!«


Domaris passer Denys Finch-Hattons grav i Ngong Hills. Hun har nøglerne til lågen og lukker op mod betaling. Karen Blixen efterlod, efter eget udsagn, halvdelen af sig selv i Ngong Hills. Domaris tygger på en rosmarinkvist, der har suget næring fra graven. Man kan dermed sige, at Domaris tygger på Karen Blixen.

Jacqui bruger meget tid på at skælde ud, og hun bruger meget tid på at fortælle sine gæster om, hvor håbløs den afrikanske arbejdskraft er.

Jacqui bor i et stort og smukt hus udenfor Nairobi. Hver en detalje har hun selv designet, hun har egne stoffer på væggene, egen designs af keramik i køkkenet. Vi går omkring i den lille dal neden for huset, hun fortæller entusiastisk om, hvordan de nyplantede træer vil give hjem til aberne.

Der er hegn omkring hendes ejendom. Tre dobermann-hunde gør vredt, hvis man stopper udenfor hendes låge.

Filmen »Out of Africa« efterlod gode minder i Nairobi, fortæller hun. En stor del af den hvide overklasse i byen var statister og kunne se sig selv i op til flere sekunder, da filmen kom frem. Jacqui kender godt Karen Blixen – og er ikke imponeret:

»Hun fejlede. Hun kom herned med en pose penge hjemmefra, fejlede og tog tilbage.«

Karen Blixen fortalte i et brev:

»Da jeg kom hjem fra Afrika, sagde jeg til Moder, at hun ikke måtte vente meget af mig, for det halve af mig lå i Ngong Hills.«

Denys Finch-Hatton styrtede ned med sit fly umiddelbart inden, hun tog tilbage til Danmark. En af litteraturhistoriens mest intenst, tilbageholdte kærlighedserklæringer står mellem linjerne i Karen Blixens beskrivelse af hans begravelse og gravsted.

Graven bag lås og slå

Graven ligger i Ngong Hills. Da den blev gravet, var der udsyn til farmen. Karen Blixen satte hvide vimpler, så hun fra farmen kunne se, hvor graven var. Ifølge legenden brugte et løvepar graven som udsigtspunkt over sletten – som et levende og majestætisk monument over storvildtjægeren.

Løverne er væk i dag. Der er en gammel frønnet låge ind til graven og til den obelisk, som Denys' bror senere rejste som minde. Lågen er lukket med kæde og hængelås. Domaris kommer og lukker op. Hun er kikuyu. Hendes bedstefar købte området med graven af masaierne, landet er i dag beboet og opdyrket. Domaris passer blomsterne på graven, låser op for turister. Det tager hun 1000 Kenyanske Shilling (ca. 60 kr.) for.

Udsigten er væk. Hvor løverne før sad, sover nu hunden pappi. Mindesmærkets sten givet læ og varme i de kolde nætter. Pappi tigger hver dag – med sine røde, løbende øjne – mad hos Domaris i den nærliggende hytte.

Ved graven gror en livskraftig rosmarinbusk, rigtig god til kylling, fortæller Domaris. Vi er invitereret bryllup dagen efter. Vi plukker en gren af busken, giver den til brudeparret med ønsket om, at deres kærlighed må få næring af legenden om Karen Blixen og Denys Finch-Hatton.

Vi knækker den nederste stump af grenen af til os selv.

I Laikipia, dette enorme område med det enestående dyreliv, som strækker sig fra foden af Mount Kenya og ud, møder vi Sophie. Hun er 29. Lyshåret, blåøjet, halvt fransk, halvt engelsk. Hun kom til Kenya i 2007 som del af et solidaritetsprojekt, forelskede sig i en hvid tredjegenerations kenyaner. De to driver i dag en kvægfarm, El Karema Ranch, og en lodge, hvorfra man kan få guidede ture og se giraffer, elefanter, zebraer, bøfler og, hvis man er heldig, løver.

Sophie er stolt af, hvad hun er del af. Lodgen er bygget af lokale materialer, faldne træer og sten. Kun bambuspælene er hentet udefra. Hver hytte har solceller, der giver strøm til små diodelamper. Vi drikker regnvand som er kogt med varme fra nedfaldstræ og filtreret. Alt er lavet med så lille påvirkning af området som muligt, fortæller hun:

»Hvis man spreder stenene, er der intet tegn på, at vi har været her.«

Sophie er med til at bevare en del af Afrika, som også Karen Blixen elskede højt. Hun kender udmærket »Min afrikanske Farm.« Om Blixen efterlod noget?

Sophie er tavs et øjeblik, før hun svarer:

»Karen Blixen efterlod sin respekt og sin dybe, dybe passion for landet. Den er her stadig.«

Læs også:
Syv dage på Power Retreat
Pres pulsen på Playitas
Syret oliestat med eget cykelhold
.

Andre læser dette lige nu

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display