Offpiste i verdens bedste sne
Offpiste og randonné i Japan er ikke bare det ultimative skiløb i verdens letteste og dybeste sne, men også en rejse ind i landets kultur med gastronomiske delikatesser og varme vulkanske kilder
Foto: Benjamin Solomon
Rejser Af
Du mærker det fra det allerførste sving – at sneen giver efter på en helt særlig måde. Let, dybt, blødt.

Dine ski fjedrer fra den ene kurve ind i den næste og skubber mængder af fint hvidt pulver op langt over øjenhøjde.

Og først når du selv er mange højdemeter længere nede af bjergsiden, daler sneskyerne igen som små puffede bakker i kanten af dine spor.
"Japan har helt sin egen forundelige og enestående måde at være et skiland på"

I Japan findes verdens bedste sne. Sne, som er blødere, dybere, koldere og tørrere end nogen andre steder i verden.

Sne, som når dig ikke bare til ankler og knæ, men til hofter og skuldre. Og som i stigende grad får offpiste- og pulversne-entusiaster selv fra store skinationer som Canada, Frankrig og USA til at acceptere både lang rejsetid og jetlag for at opleve det ultimative skiløb.

 
Storslået landskab og masser af puddersne.

Men offpisteskiløb, og især randonné, hvor man også går op i de japanske bjerge, giver samtidig mulighed for at komme tæt på landets oprindelige kultur og traditioner.

 For bjergguiden Jøkull Bergmann er det andet år, han tager skigæster med til landet – nærmere bestemt til Hokkaido, Japans nordligste ø, hvor offpistemulighederne er endnu mere overdådige end på hovedøen, syd for Tokyo.

Sammen med den lokale guide japaneren Hirofuma Ishizaka sammensætter han et program, der bringer gæsterne både dybt ind i bjergene og ind i en del af den japanske kultur, som normalt er skjult for turister.

 
De varme bade giver mulighed for at restituere og slappe af i kroppen efter skiløbet.

"De gæster, der deltager på turene her, er folk, der ellers typisk ville tage på heliskiing i Canada, Alaska eller Europa."

"De har prøvet rigtig meget skimæssigt, men det, de oplever på en randonnétur i Japan, kan ikke sammenlignes med noget andet. Også fordi vi allierer os med en lokalkendt og dermed kommer til steder, du ellers ikke ville opdage fandtes," fortæller Jøkull Bergmann, der, når han ikke er i Japan, driver sit eget helikopterski-firma på Island.

Geishaernes favoritkilde

Når sneen på især Hokkaido er så fantastisk, skyldes det, at Japan ligger tæt på Sibirien. Herfra kommer den ekstreme kulde, som betyder, at der falder omkring 20 meter sne på et år af den kolde og lette slags.

Det ligger i mandshøje bunker på hustage og veje, allerede i lufthavnen i Sapporo. I skiområderne det dobbelte.

Bjergkæderne består af aktive vulkaner, og i god sigt kan man se det ryge fra flere af toppene.

 
Alle måltider foregår i skrædderstilling. En udfordring for visse efter en lang dag på ski.

Bjergene er ikke så høje og stejle, men hældningen er konstant, og der er sjældent skjulte klippefremspring og overraskende kløfter, fortæller Jøkull Bergmann.

 Vulkanerne er dog ikke bare pittoreske skibakker. De leverer også en anden vigtig ingrediens i den japanske kultur, nemlig de naturlige varme kilder – onsen ("on" for "varm", "sen" for "kilde"), hvilke der findes mere end 800 af i Hokkaido.

Nogle ligger vildt i naturen, andre er blevet bygget ind i små japanske badehoteller eller Ryokans.

I skiresortet Niseko, der er et af de største i Japan og velbesøgt, også af australske turister, ligger en del. Nogle er ski-in, ski-out-onsens med udsigt over pisterne, andre ligger uden for det almindelige turistspor.

 
Puddersne og ideelle forhold for enhver skientusiast.

"Hver enkelt onsen har sin egen type vand med sin egen sammensætning af mineraler," fortæller Hirofuma Ishizaka.

Hans personlige favorit er Koikawa Onsen, et lille familiedrevet sted, som havde sin storhedstid, mens området var et travlt geishadistrikt.

Som skiløber i Japan bliver det hurtigt en vane at få serveret verdens bedste fisk til næsten samtlige måltider

Geishaerne foretrak Koikawa Onsen på grund af vandets høje indhold af sulfitter, som skulle være godt for huden. Men stedet ligger samtidig ekstraordinært smukt. De udendørs bade har udsigt over det 40 grader varme vandfald, der løber midt i snemasserne.

 Om eftermiddagen kommer grupper af lokale japanere hertil – både unge og ældre, kærestepar og enlige – for at nyde vandets healende effekt, udsigten, roen.

Hjemmevandt udfører de ritualerne omkring badningen. Stiller de udleverede sko i reolen med snuderne udad. Klæder sig af og bruser sig grundigt, siddende på en skammel, før de går i det dampende varme bassin.

 
Det er nemt at komme i zen, når man vågner op og starter dagen med denne udsigt.

Som vesterlænding må man dels aflure, hvad de gør, dels forlade sig på forklaringerne på opsatte skilte, der på engelsk skitserer reglerne for onsenbesøg. Som f.eks. at man ikke må tage badetøj på, men kan tage sit vaskehåndklæde med. Ikke badehåndklædet.

Mange af japanerne i den udendørs onsen lægger deres vaskehåndklæde på hovedet, sammenfoldet som en lille firkantet hat. Fordi, forklarer Hirofuma, så ved de, hvor det er, og så undgår de, at hovedet bliver koldt, når det nu som den eneste kropsdel er frit eksponeret i den cirka minus 15 graders kolde luft.
"Her er ingen lifter, ingen pister.. Kun hvidklædte birkelunde og enkelte grønne bambus"

Koikawa Onsen er på alle måder gennemført traditionel japansk. Værelserne er simple og æstetiske med bambus på gulvet, futonmadrasser, massageudstyr i træ samt en lille bakke med håndklæder og en kimono, som dagligt bliver udskiftet med en ren og nystrøget en af slagsen.

Kimonoen tager du på, når du går i onsen. Og når du om aftenen kommer hjem fra ski. Og når du indtager måltiderne i det lokale, der ikke er en restaurant, men et aflukket rum med vægge af rispapir og bambusgulv. Her er ingen stole, men puder på gulvet, så man sidder i skrædderstilling omkring bordet.

 
Birkestræer, sol og sne ved foden af Mt. Yotei – og et lille japansk element, der minder en om, hvorfor landet opleves bedst med en lokal guide ved hånden.

Hotellets værtinde knæler ned, når hun serverer fisk, grønsager, æg og ris, æstetisk anrettet i små skåle på en lakbakke. For nogle af skiløberne er skrædderstillingen en udfordring – de må rejse sig og lave knæløftninger undervejs i måltidet – for andre er udfordringen især om morgenen at skifte kaffe og brød ud med grøn te og ris.

Ikke at man ikke kan få kaffe i receptionen. Eller i en af de drikkevareautomater, der står over alt i Japan – på gader, i lobbyer, og i liftkøen ved gondolen. Men i japansk kultur og traditioner står andre ingredienser øverst på menuen.

Lille Fuji og japanske delikatesser

Terrænet i Niseko har muligheder til mange uger, både når det gælder offpisteløb fra lifterne og randonnéture, hvor man spænder fæller på skiene og går op for at finde sin helt egen uberørte del af bjergsiden.

Men turen går videre til Furano, et andet af Hokkaidos store områder, med en afstikker til vulkanen Mt. Yotei, der også kaldes Hokkaidos Mt. Fuji eller lille Fuji på grund af ligheden med bjerget uden for Tokyo.

Her er ingen lifter, ingen pister, ikke skyggen af en australsk snowboarder. Kun hvidklædte birkelunde og enkelte grønne bambus, der bryder ud imellem fra de dybe snebunker. Indimellem vælter sneen ned – der skal jo nå at falde 20 meter om året.

 
Som skiløber i Japan bliver det hurtigt en vane at få serveret verdens bedste fisk til næsten samtlige måltider. Enten som fint skåret sashimi, der fungerer som tilbehør til andre retter, eller som sushi

Når solen er fremme, afslører den et landskab, som man ellers kun ser malet på japansk porcelæn, med runde bløde trætoppe, kilder og vulkanske bjerge i det fjerne.

 Ved foden af Yotei serverer en lille restaurant boghvedenudler, sopa, med revet ingefær, miso og den lokale Sapporo-øl. Sopa er specialiteten lige i dette lokalområde. Andre dele af øen har deres.

Sapporo er især kendt for sine gigantiske krabber, der bliver betragtet som en stor delikatesse. Ikke bare på grund af smagen, men også på grund af deres helt særlige bløde konsistens.

Andre kystbyer er kendt for deres fisk – laks, tun, blæksprutter, søpindsvin, der tiltrækker kulinarisk interesserede japanerne. Især om vinteren. For her er vandet koldest og så bliver fisken federe og mere smagfuld.

 
Der er langt til toppen. Men når opstigningen først er klaret, opvejer turen ned alle strabadserne.

Som skiløber i Japan bliver det hurtigt en vane at få serveret verdens bedste fisk til næsten samtlige måltider. Enten som fint skåret sashimi, der fungerer som tilbehør til andre retter, eller som sushi – typisk fra små ydmyge sushibarer, der udefra ser anonyme ud, men hvis sushi er mere delikat og stilfuld end på de bedste sushirestauranter i Europa eller USA.

 I Furano er specialiteten kød. Hotellets kokke griller det på bordet sammen med grøntsager, svampe og nudler. Ud over os huser onsen-hotellet flere ældre japanske grupper på wellnessophold og honeymoonpar på gastronomi-rejse.

Japan er et land med kontraster. Køkkenpersonalet vinker til os, når vi vandrer ud i terrænet på randonnéski, en ældre mand i onsen giver gaver, fordi vi besøger hans land.

 

Vi tager en dag på Asahidake, Hokkaidos højeste bjerg på 2.290 meter, hvor en enkelt gondol fører os og andre randonnégrupper til toppen, til nye dybe sving i den kolde puddersne, og vi bader i områdets vilde onsen, der ligger gemt bag klipperne for enden af en lille sti, som kun japanske tegn beskriver, hvor fører hen.

Japan har helt sin egen forundelige og enestående måde at være et skiland på.

  

Læs seneste udgaver

Cxense Display
Cxense Display