Velkommen på den nye danske luksus-ø
I Smålandsfarvandet lå Vejrø i årevis øde hen. Nu skal øen stå sin prøve som selvbærende økologisk getaway - af den luksuriøse slags. Ro, nærvær, natur og kvalitetsmad skal give gæsterne perspektiv på tilværelsen. Pleasure lagde vejen forbi
Foto: PR-foto
Rejser Af


Ned i tempo

Med et CV, der tæller en kokkeuddannelse og administrative poster på steder som Hotel D'Angleterre, Skt. Petri og Nimb, giver det god mening, at Michael Wilson blev vurderet særlig egnet til at "kridte banen skarpere op og sætte ord på visionen for øen," som han selv forklarer det, da vi senere hen sidder i hotellets jagtstue med tilhørende honesty bar.

Sidste sommer slap han sammen med sin kone, Tina Wilson, og deres to børn hverdagen på det indre Østerbro i København og rykkede ind i den gamle fyrpasserbolig på øens nordspids. Ærkestorbyboerne vendte livsstilen 180 grader og nogenlunde lige så mange kilometer.

 I dag er Vejrø mere end et hjem og en arbejdsplads for den lille familie. Øen er kravlet dybt ind i både krop og tankegang.

"Det er en livsstil at være her. En sund livsstil, som øens gæster skal føle, at de inviteres til og bliver en del af," forklarer Michael Wilson og uddyber med nogle få ord essensen af den opgave, der er fulgt med manager-kasketten: "Vejrø skal være lig mig, og jeg skal være lig Vejrø."

En stor del af Michael Wilsons arbejde har handlet om at være tovholder på byggeprojekterne og dirigere udviklingen af øens landbrug og fødevareproduktion, i samarbejde med Vejrøs driftleder, dyrepasser og gartner. En proces, der ikke er forløbet helt uden udfordringer.

Naturen spiller sine evige puds på disse breddegrader, og når barren for kvalitet er sat på højeste trin, er opsporingen af de rette folk og etableringen af frugtbare relationer i sig selv en kunst.

 
Det er svært ikke at blive bjergtaget af sådan en solnedgang.

I samme ånddrag er det ikke ligegyldigt at holde sig på god fod med de kommunale vagtfolk, der lystigt og jævnligt knipser luftfotos af øen for at holde sig ajour med udviklingen.

Senest er ambitionerne om en udvidelse af øens landingsbane til også at kunne tage imod taxafly blevet udfordret af en grønspættet klokkefrøs beslutning om at yngle på den projekterede byggerund.

Her er det ikke kun naturen, men også Lolland Kommune, der sætter tempoet. Det er vilkårene herude – og så tager man den derfra.

 "Det sunde er, at man kommer hertil med en masse ambitioner og får vendt alle perspektiver på øen – med tiden får man mere erfaring og større og større respekt for naturen og oplevelsen, og så lander man på det rigtige niveau," lyder Michael Wilsons analyse.

Her tænker han ikke mindst på samarbejdet med de lokale lollikker og de vinkler på verden, det har givet ham.

"Når man kommer fra København, vil man gerne kunne lidt af det hele – men det, der er succes derinde, er ikke nødvendigvis en succes hernede. Det positive ved at komme ned i udkantsdanmark er, at man ikke har så travlt med det, man skal."

"De lokale ildsjæle har en stor kærlighed til det, de laver, og hygger sig med tingene. Det er det, der driver dem. Hvis det, man gør, bliver bedre, er det værd at bruge den ekstra tid på det. Tingene bliver mere hele. Det synes jeg er meget lærerigt," erfarer Michael Wilson.

Vi bliver hængende en stund ved helhedstanken. For en vigtig del af det endelige mål med ø-projektet er at gøre Vejrø selvbærende på alle niveauer – også det energimæssige. Der bliver puslet med planer om solenergi, pillefyr og vindmølleenergi.

 
Et orangeri er der også på Vejrø.

En værdig erstatning for den dieselgenerator, der lige nu buldrer derudaf. Jeg sniger mig til at spørge, hvordan muligheden for at lande i eget privatfly harmonerer med økologien og bæredygtigheden.

"Vi er absolut ikke hellige," lyder Michael Wilsons svar prompte. "Det må gerne være bæredygtigt og økologisk, men det allervigtigste er kvaliteten. Økologien er på mange måder forudbestemt og et naturligt valg, men man skal have muligheden for selv at vælge."

"Afstandene er korte, men indtrykkene mange på Vejrø. Sjældent har man følt sig så langt fra alting og så tæt på det hele"

Sidstnævnte er nøgleord på Vejrø. Så snart man sætter sin fod på havnen eller landingsbanen, er tiden ens egen. Helt og aldeles.

Læs resten af artiklen om Vejrø på næste side.

Andre læser dette lige nu

Sådan kan et sabbatår blive en vigtig karriere-investering

Annoncørbetalt
indhold af Dansk Studie Center

Læs seneste udgaver

�